Den vidunderlige The Julekalender

Den vidunderlige The Julekalender er en af de mest elskede tv julekalendre i Danmark. Julekalenderen handler om på den ene side nisserne Fritz, Hansi og Gynter og på den anden side Kartoffelavler Oluf Sand, hans kone Gertrud og deres mystiske logerende Benny.

Det var Hans-Erik Saks og musik- og comedy-trioen De Nattergale der fandt på The Julekalender, og det fortryder de næppe økonomisk i dag, da både julekalenderen og dens soundtrack her over 30 år efter den blev vist på TV2 første gang stadig er super populær. Så populær at citater har sneget sig ind i danskernes daglige sprog. Så ved man, at man har ramt plet!

Nisserne Fritz, Hansi og Gynter sendes til Jylland for at finde en nøgle i deres gamle nissehule. Den finder de nemt, men de er nødt til at snitte en ny propel til deres flyvemaskine, da den oprindelige er blevet helt bøjet fordi flyveren styrtede ned. Der var ikke mere benzin på.

Arbejdsfordelingen i gruppen er:

Gynter: Han snitter den nye propel da hans far var en “very famous snitter”.

Fritz: Den selvudnævnte leder, som mest bruger tid på at sidde på sin flade og fise husleje af. Faktisk er det eneste tidspunkt han laver noget på, når han oversætter passager fra Den Store Nissebog.

Hansi: Gruppens hårdt arbejdende nisse. Når han altså ikke ligger og slapper af i høet fordi “it’s hard to be a nissemand”.

Oluf og Gertrud Sand bor i nærheden af nissehulen i Jylland, men aner jo intet om dens eksistens. Her går livet sin gang, kartofler sælges (helst sort da kvittering ikke rigtig kan svare sig) og den daglige trummerum kører lige indtil den dag københavneren Benny banker på døren. Hans bil er brudt sammen. Pokker til uheld!

Da Benny og Oluf går ud for at lede efter bilen er den blevet stjålet, mener Benny. De kan nemlig ikke finde den. Pokker til uheld igen!

Men har Benny rent mel i posen?

Følg med i morgen (som fortælleren afslutter alle afsnit med).